I en tid med frygt og usikkerhed

Når der sker forandringer, vi ikke selv er herre over, kan det være utrolig svært at håndtere. Denne tid er ikke blot normale forandringer i livet, men en krise der medfører en tid med frygt og usikkerhed, grundet den hurtigvoksende pandemi Covid19.

Tankerne kører rundt, frem og tilbage, op og ned. Hvilke konsekvenser vil krisen medføre? Hvor voldsomt vil det blive i Danmark? Hvilken betydning har det for mig? For mit helbred? For mine børn? For mine kære der er svage? For mit job? Bliver jeg fyret? Tankerne er mange…ikke kun for dig…

….men også for mig.

Tankerne går til min familie i Danmark og i udlandet, til alle dem der er mig kære, mine kunder og klienter. Tankerne er præget af en enorm frygt, usikkerhed og nervøsitet, der kulminerer med tanken om, hvad vil der ske med vores fremtid?

En kæmpe ked-af-det-hed slår ned i mig som et lyn, og tårerne presser sig på. Alt hvad jeg har kæmpet for de sidste år, er ved at smuldre i mine hænder og drømmene synes pludselig at være meget langt væk.

 

En afmagt vælter ind over mig

En afmagt som straks bliver afløst af en trang til at skride til handling. Jeg kan ikke stoppe krisen, men jeg kan tage kontrol og ansvar ved at søge viden, så jeg kan forstå, hvad det er, der sker.

Den ene dag afløser den anden, fra morgen til aften med næsen foran tv-skærmen for at zappe imellem TV2 News, DR nyheder, CNN og BBC. Kombineret med notifikationer der tikker ind, hver gang Berlingske og Sundhedsstyrelsen opdaterer deres nyheder, er mobilen som limet i min hånd for at følge med på alle kanaler.

Imellem nyhedsstrømmen debatterer min mand og jeg alle de nyheder, vi bliver fodret med, om hvordan det vil påvirke vores liv og vores fremtid.

 

Kæmpe økonomiske konsekvenser for os i vente

Hele vores økonomiske fundament er truet. Som selvstændige er indtægterne drastisk faldende efter krisen er startet. Selv når krisen er overstået, kan der komme efterveer, og vi kan risikere folk holder på deres forbrug længe efter, hvilket gør, at det vil tage endnu længere tid før, der kommer gang i økonomien igen.

Aktiemarkedet styrtdykker time for time, dag for dag, og usikkerheden for hvordan det vil påvirke boligmarkedet stiger. Vi har haft vores andet hus til salg i 6 mdr. og med en boligkrise i sigte, kan vi blive tvunget til at sælge det med et stort tab.

Så den store usikkerhed og nervøsitet bliver afløst af frygt. For det er hele vores økonomi, der er på spil. Det er hele vores liv, som vi kender det nu, der måske ændrer sig 360 grader.

Men så stillede jeg mig selv tre spørgsmål, der fik mig til at kunne trække vejret igen og tage en dag af gangen uden at lade bekymringerne overtage.

For hverken du eller jeg er i kontrol over, hvad der foregår, så istedet handler det om at finde håb og tillid til det hele løser sig, når tid er.

 

De 3 spørgsmål der giver håb og tillid

For at komme igennem på den anden side, skal du vende fokus fra frygt til håb og tillid. Fordi når alting ser sort ud, er der altid noget positivt at finde. Når alt føles svært, er det kun for en stund, fordi der ligger en læring, skjult gave og nye muligheder, som venter på os. Det er der, du finder håb og tillid. Det er de tre spørgsmål, som vil hjælpe dig igennem de hårde dage.

Nu er det din tur til at reflektere over disse tre spørgsmål. Jeg deler mine svar under hvert spørgsmål som inspiration. Sæt dig et sted hvor du kan sidde uforstyret, og husk der er ikke noget rigtig eller forkert svar på de 3 spørgsmål. Der er kun dit svar.

 

1. Hvilken skjult gave kan der være gemt i situationen?

Reflekter over hvad denne tid har givet dig, som du ikke har haft før eller måske været opmærksom på før?

Fx. gaven i mit liv:

Ordet at stå SAMMEN, har for mig fået en helt ny betydning. Jeg har altid været stærk og kunne klare mig selv og klare alt livet byder sig på min vej. Modstand har gjort mig stærk. Men det at gennemgå en svær tid sammen med et andet menneske – min mand – og komme igennem det SAMMEN – er nyt for mig.

Vi har det sidste 1,5 år haft travlt og arbejdet hårdt med et stort hus-byggeprojekt. Vi er kommet igennem det og med et sindsygt godt resultat, men det har ikke været en dans på roser. Dog er jeg så taknemmelig og udmyg over, vi sammen har gjort det så godt. At vi har evnen til at arbejde sammen, være sammen og tage store som små beslutninger sammen.

Selvom huset endnu ikke er solgt, føler jeg, det er en stor gave, det vi sammen har opnået. Det giver mig en tro på, vi kan klare alt, hvad livet bringer os – SAMMEN. Det er for mig en stor gave. 

 

2. Hvilken læring er der gemt?

Selvom denne krise kan føles som en kæmpe mavepuser, er der gemt en læring. Måske har du lært noget nyt om dig selv, din mand, dine børn, andre mennesker, om dine værdier, dit arbejde eller om noget helt andet?

Fx. min læring:

Læringen lige nu for mig, er en reminder om, hvor skrøbelig vi mennesker er. Hvor skrøbelig livet er. Det liv, den hverdag vi kender så godt, kan blive vendt op og ned, fra det ene øjeblik til det andet. Selv i vores fantastiske velfærdssamfund. Det er ikke kun fattige lande, kriser rammer.  Vi kan også blive ramt i Danmark. 

Så min læring er en reminder til hverdagen – Vær ydmyg overfor naturens kræfter, for uanset hvor velfungerende et samfund vi lever i, er naturen større end os. Vær taknemmelig for det jeg har og vær i nuet, det er der glæden findes.

 

3. Hvilke muligheder opstår?

Svaret på dette spørgsmål vil med stor sandsynlighed være et i dag og et andet om en måned eller to. Det er det fatastiske ved livet. Livet er aldrig stationært. Så hvilke muligheder er opstået i dit liv pga. krisen?

Fx. nye muligheder jeg byder ind i mit liv:

Krisen giver mig mulighed for at få tid til reflektion, fordybelse og ro. Tre ting der gør denne tid magisk. Væk med dårlig samvittighed over alt det “man” burde gøre, lave og præstere. Istedet byder jeg nuet velkommen. Mærker efter hvad jeg har lyst til lige nu. Og har fokus på at spørge mig selv, hvad giver mig god energi og glæde?

Straks går mine tanker på de ting jeg ikke har haft ro til at kaste mig over længe. Som for eksempel gå ture uden et slutmål, meditere, sidde og kigge ud af vinduet og lade tankerne vandre uden at skulle noget. Udfolde min kreativitet med en pensel på et malerlærred. Muligheden der opstår er at invitere de ting ind i mit liv, jeg ikke har prioriteret længe, som giver mig ro og fordybelse.

 

Lad os stå sammen, hver for sig i en tid med frygt og usikkerhed

Jeg deler mine tanker med et håb om at inspirere dig, så du har noget at stå i mod med i en tid med frygt og usikkerhed.

Jeg håber, du har givet dig selv tid til at svare på ovenstående tre spørgsmål. Del gerne dine svar med mig. Jeg vil elske at høre fra dig – skriv til mig her.

Følg mig gerne på instagram og facebook, hvor jeg deler tips og giver dig et dagligt skud inspiration i hverdagen.

Hvis du har brug for min hjælp så læs mere her. Jeg står altid klar til at hjælpe dig over Skype og lige nu sparer nu 50 % på en coachingsession. Book her.

Kærlig hilsen

Charlotte