Glæde – Sådan får du glæden tilbage i hverdagen

GLÆDE – SÅDAN FÅR DU GLÆDEN TILBAGE I HVERDAGEN

Glæden i livet er noget, vi alle higer efter. For mange er hverdagen fyldt med forpligtelser, som overtager og fokus på glæden ryger stille og roligt i baggrunden. Jeg oplever ofte, at mine klienter kommer til mig og er dybt frustrerede. De går med en længsel og et savn efter at føle mere glæde i deres liv. Og nogle føler en konstant dårlig samvittighed over, at de ikke føler, de slår til eller lykkes i livet, fordi de mangler glæden.

  1. Du lever i fortiden eller fremtiden.
  2. Du ved ikke, hvad der gør dig glad.
  3. Du fokuserer på det, du IKKE ønsker i dit liv.
  4. Du lytter ikke til din intuition.
  5. Du lader dig dræne for energi.

Men hvorfor er det så svært at skabe en hverdag, hvor glæden blomstrer, når det er noget, som er så grundlæggende et ønske for os alle? Lad mig gå i dybden med de fem typiske årsager til, at du IKKE oplever glæde – og ikke mindst, hvad du kan gøre ved det!

 

5 ÅRSAGER TIL AT DU IKKE OPLEVER GLÆDE

1. Du lever i fortiden eller fremtiden

Når du lever i fortiden eller fremtiden, er du ikke i nuet. Når du lever i fortiden, bruger du meget tankevirksomhed på noget, der har været. Det kan være situationer, der har været sket. Beslutninger, du har truffet, som ikke har givet dig det, du egentlig havde forventet eller håbet på. Det kan være relationer, som har ændret sig i en negativ retning, hvor du bruger al din energi på at vende og dreje samtaler og situationer i dit hoved. Det kan være oplevelser som en ferie eller en tid, som du tænker tilbage på, der gav dig glæde. Men i stedet bruger du din energi på at længes efter den tid, som gør, at du fokuserer på, at du ikke har det længere.

Livet leves i nutiden – ikke fortiden eller i fremtiden.

Det kan også være, at du lever i fremtiden, hvor du hele tiden har fokus på næste skridt. Dit fokus er næste opgave eller mål, der skal klares. For din overbevisning er: Når først du har klaret det, så er der tid eller penge til, at du kan gøre det, som egentlig er dit ønske.

Men det, du i realiteten gør, er, at du udskyder glæden! Og glæde opnås kun i nuet! Livet leves i nutiden, ikke fortiden eller i fremtiden.

 

2. Du ved ikke, hvad der gør dig glad

Når du ikke ved, hvad der gør dig glad, er det svært at opnå glæde. Ofte tager vi udgangspunkt i sociale normer, såsom familie, karriere og privatliv skal fungere. Men selvom det fungerer, er det ikke nødvendigvis det, som gør dig glad. Og selvom du ikke har opnået de ting i dit liv, du tror, du ønsker, ved du ikke, hvad der skal til i hverdagen for at mærke glæden, imens du er på vej mod dit mål. Glæde er ikke kun, når du opnår et mål. Det er også rejsen derhen. Men når du ikke er bevidst om, hvad der skaber glæde for dig, er det svært at handle på det. Ofte kan det ende med, at du går i offerrollen og forventer, at andre har ansvaret for at give dig glæde. Det gør, at du sætter dig i en position, som er afventende og dit liv er gået på standby-mode. For at skabe glæde i dit liv, bliver du nødt til at vide, hvad der gør DIG glad, så du kan tage ansvar og genfinde glæden i dit liv.

 

3. Du fokuserer på det, du IKKE ønsker i dit liv

Når glæden udebliver, er det så nemt at falde i. Du fokuserer på alt det, som er problematisk og ikke fungerer for dig. Når først fokus er rettet mod de negative ting, er en ond spiral sat i gang.

Måske du kender det…Toget er forsinket, så du kommer for sent på arbejde. Du vælger at fokusere på, at du er kommet for sent, som gør, at du allerede er bagud i dagens arbejdsopgaver. I dit negative fokus har du helt glemt den person, som gav dig et smil og holdt døren for dig på vej ud af togstationen. Det kan også være, at du får spildt en kop kaffe udover din computer og det bekræfter dig endnu engang i, at det er en dårlig dag. Men inden du spildte kaffen, fik du afsendt din kunderapport, som kunden var så imponeret over og du fik stor ros for. Men her har du igen valgt at tage de negative briller på, som gør at du ikke “ser” de positive begivenheder, der faktisk også er.

Resultatet er, at dit fokus på det, du ikke ønsker i dit liv (altså de negative følelser), er årsagen til, at glæden udebliver!

Læs også: Test dig selv – er jeg i det rigtige job?

 

4. Du lytter ikke til din intuition

Jeg hører ofte mine klienters store udfordringer er, at de sidder fast i de negative følelser. De mangler energi og overskud og føler sig fastlåste i tvivlen. Når jeg spørger ind til, hvad de i stedet ønsker sig, bliver der helt stille. Når jeg går dem på klingen, kommer det ofte frem, at de bare ønsker mere glæde, men aner ikke, hvordan de skal komme derhen, fordi de kan ikke mærke, hvad der egentlig gør dem glade.

Problemet er, at de tror, at de ikke kan mærke, hvad der giver dem glæde, fordi de ikke lytter til deres intuition. Men nu er det sådan at din intuition ved altid, hvad der er rigtigt og forkert for dig.

Lad mig komme med nogle eksempler som du nok kan genkende. Det kan være en jobsamtale, hvor du går der fra med en uforklarlig følelse af, at der var noget, som ikke “føltes” rigtigt. Eller det kan være en date, hvor “kemien” ikke var der. Det er din intuition, som taler til dig.

Problemet er, at du ofte overhører din intuition og lader dig styre af dit ego. Når dit ego styrer, lader du dig guide med din fornuft og dine overbevisninger om, hvad der er rigtigt eller forkert. Hvad man kan eller bør gøre.

Så længe dit hoved og logik styrer dit liv, ignorerer du din indre kerne og dit autentiske dig – og glæden udebliver!

Læs også: Jeg er ikke glad mere

 

5. Du lader dig dræne for energi

Mange af mine klienter (og tro mig, jeg kender det fra mig selv) bliver til tider drænet for energi og overskud. Men intet kan dræne dig, medmindre du tillader det. Ofte er vi i den overbevisning, at vi ikke kan tillade os at stille krav. Stille krav til de mennesker vi omgås med eller opgaver, vi skal udføre. Vi har travlt med at leve op til de forventninger, vi tror, omverden har til os. Men når vi tillader, at andre sætter agendaen for, hvad vi vælger at prioritere, bliver vi drænet, hvis det ikke matcher med vores egne behov!

Du kender nok, når du har brugt tid sammen med specifikke mennesker, at du efter kort tid bare kan mærke, at alt energi bliver suget ud af dig. Så lader du dig ubevidst dræne – og stiller ikke krav! Du nøjes, og det bliver hurtigt en ond spiral af negativ energi. Negativ energi avler negativ energi. Resultatet er, at glæden udebliver.

 

Artiklen fortsætter under billedet…

Glæden i hverdagen

 

5 TIPS TIL AT FÅ GLÆDEN TILBAGE I HVERDAGEN

 

1. Lev i nuet og opnå glæde

Når du lever i fortiden eller fremtiden, er du ikke i nutiden. For at leve dit liv i nuet, kræver det opmærksomhed og fokus! Når du står op om morgen, skal du vælge at fokusere på det, som giver dig glæde.

Du skal være nærværende i alt, hvad du gør. Et godt tip er at bruge dine sanser. Det kan være alt fra, når du går i bad, at du fokuserer på, hvor dejligt det er, når vandet rammer din krop til duften af din shampoo. Det kan være, når du spiser din morgenmad, at du retter din opmærksomhed på hver en bid og undersøger de forskellige smagsnuancer. Det kan være, når du går ud af døren, at du giver din kæreste eller børn et kram, som du fysisk mærker og er tilstede i.

Når du først fokuserer på nuet og er nærværende, er det der, de små glæder opstår.

Start i dag som i lige nu og gå ud af døren med fokus på at være nærværende og se de små ting i hverdagen. De små ting som bringer et smil frem i dig. Det er de små situationer i hverdagen, der skaber en følelse af glæde. Det er, når du lever i nuet med en bevidsthed og tilstedeværelse.

 

2. Vid, hvad gør DIG glad

For at vide hvad der giver dig glæde på den lange bane i dit liv, skal du vide, hvad det egentlig er, som giver dig følelsen af glæde. Først der, kan du skabe forandringer i dit liv. Det er ikke nok at fokusere på, at du ønsker en familie, god karriere og økonomisk frihed. Selvom du måske har de ting, er det ikke nødvendigvis, at glæden så medfølger, da du har mange andre følelser og behov, som skal opfyldes for, at du kan opnå glæde i hverdagen.

Hvis du ikke har opnået dine større mål og drømme, går du måske og overbeviser dig selv om, at når du først opnår disse mål, vil glæden komme af sig selv – så er vi tilbage til punkt 1. Du lever ikke i nuet, men i fremtiden.

For at opnå glæde skal du være bevidst om, hvad dine kerneværdier i livet er. Dine kerneværdier er din personlige indre gps for glæde og lykke. Dine kerneværdier fungerer som dit indre landkort. Når først du er bevidst om, hvad dine værdier er, kan du leve et liv, hvor du er tro mod dig selv og opnå større glæde på daglig basis og skabe det liv, som du ønsker for dig selv.

Læs også: Genfind glæden i dit liv med en værdiafklaring

 

3. Taknemmelighed skaber glæde

Det er helt naturligt at tænke på alt det, som ikke giver dig glæde og dvæle ved de negative følelser. Men stop! Når du skal genfinde glæden, er det vigtigt at fokusere på det, som giver dig glæde. Her er taknemmelighedsøvelsen nedenunder virkelig et effektivt værktøj, som hjælper dig med at skifte fokus, så du kan opnå større glæde.

Taknemmelighedsøvelse – sådan gør du:

Hver aften inden du går i seng, skriver du fem ting ned fra dagen, der er gået. Ting, som giver dig en følelse af glæde og taknemmelighed. Det kan være små som større ting, situationer eller mennesker. Der er intet rigtig eller forkert i denne øvelse.

Mine klienter oplever stor indre glæde i hverdagen allerede efter få dages træning. Men det er noget, som du skal prioritere dagligt for at træne din hjerne til at flytte fokus fra de negative ting til det, som skaber glæde i dig. Så snart du stopper øvelsen, vil din hjerne automatisk gå tilbage til at fokusere på det, den plejer at gøre.

Taknemmelighed skaber fokus på det, som giver dig glæde.

Læs også: 5 tips til større arbejdsglæde

 

4. Lyt til din intuition og genfind glæden

Jeg hører mange sige, at de ikke kan mærke deres intuition eller ved, hvordan de skal lytte til den. Hvis du kan genkende det, er det, fordi du er i dit hoved og ikke i din krop.

Din krop og tanker hænger sammen. Din krop er mere intelligent end dine tanker. Dine tanker er ofte drevet af ego. Og når dit ego styrer dit liv, vil du være styret af alt det fornuftige, som hjælper dig med at overleve og ikke blive udstødt og afvist af dine omgivelser. Det er jo rigtig godt. Men hvis du vil mere end blot overleve og rent faktisk genfinde glæden, så skal du ned i kroppen og i kontakt med din intuition. Din intuition guider dig til, hvad som føles rigtigt og forkert for dig.

Intuitionsøvelse – Sådan gør du:

Lav en bodyscanning og mærk din krop. Din krop fortæller dig, når noget er off. Det kan være en spænding, smerte eller ubehag i kroppen.

Sid i fem minutter og tjek ind med din krop, hvor der er noget, der ikke er, som det skal være og spørg dig selv: “Hvad er det for en følelse, som din krop har brug for?”. Lyt til det svar, der dukker op i dig. Jo oftere du tjekker ind med din krop og sind, jo nemmere og mere naturligt vil det være for dig at lytte til din intuition og lade den guide dig til at sige ja til det, som giver dig glæde.

 

5. Få mere energi og boost din glæde

Når du bliver drænet for energi og overskud, er det, fordi du ikke stiller krav. For at booste din energi og glæde, skal du stille krav til dig selv og dine omgivelser.

Boost din energi og glæde – Sådan gør du:

Lav en liste over de mennesker i dit liv, som dræner dig. Kig nu på din listen og spørg dig selv: Hvor meget eller hvor lidt skal disse mennesker fylde i dit liv, hvis du skal opnå mere glæde? Måske vil det gå op for dig, at nogle af dem har du egentlig kun haft i dit liv, fordi du har kendt dem i mange år. Du har ikke sat spørgsmålstegn ved jeres venskab. Måske er det kollegaer eller din chef som dræner dig eller måske familiemedlemmer. Stil nu krav til de mennesker, som du har i dit liv og sortér ud i dem, der dræner dig. Prioritér kun de mennesker, som giver dig god energi og glæde at være sammen med!

Læs også: Personlige grænser – sådan siger du nej!

 

GIV GLÆDEN OG DIG SELV PLADS

Livet er ikke kun glæde og lykke! Livet er både lys og mørke, nat og dag. Livet er også dage, hvor du er ked af det, trist, sorgfuld eller vred. Det er ikke realistisk at tro, du skal gå rundt som en jubelidiot hver dag og være fyldt med glæde hele tiden. Men hvis du implementerer ovenstående tips, vil du helt klart opleve langt større glæde, end du har i dag. Husk at gøre plads til den mørkere del af livet og mærk vreden, tristheden og sorgen. Fordi alle følelser er en del af dig. Og det at være hele dig med alt, hvad du rummer, vil give dig glæden tilbage i dit liv.

HAR DU BRUG FOR HJÆLP TIL AT GENFINDE GLÆDEN I DIN HVERDAG?

Få 15 min. GRATIS uforpligtende telefonsamtale, hvor vi tager en snak om din situation, og hvordan jeg kan hjælpe dig med at få mere glæde i dit liv.
Læs også:

Stop tankemylder med disse 5 tips

Læs også:

Står du ved en skillevej i livet?