Karriere – Valg af job og karrierevej
Karriere handler ikke kun om dit arbejdsliv. Det handler i ligeså høj grad om dit privatliv. Din karriere handler nemlig om hele dit liv, fordi hvert et valg du træffer i din karriere, vil have en påvirkning på dit liv uden for jobbet.
Du bruger halvdelen af dine vågne tid af døgnet på at arbejde. Derfor er det vigtigt at dine valg i din karriere matcher med dine præferencer for det gode arbejdsliv. Uanset årsagen til at du står overfor at skulle træffe de store valg i din karriere, om det er valg af uddannelse, om det er fordi du er træt af dit job, eller at du er fyret, så er det vigtigt, at du tager udgangspunkt i, hvem du er, og hvilket liv du ønsker at leve. For disse valg er altafgørende for, at du får skabt et liv, som du ønsker. Et liv, som du kan kigge tilbage på med stolthed og glæde, når du går på pension,
Hvis du er i tvivl om valg af job og karrierevej, vil denne artikel kunne hjælpe dig med at blive klogere på dig selv, så du bedre kan forstå dine prioriteter, og hvilke behov du har.
Karriere og værdier
Hvis du ikke er bevidst om, hvad som er vigtigt for dig, er det svært at tage de rette valg i din karriere. Det vil medføre frustrationer, manglende motivation og dræne dig for energi og overskud. De forkerte beslutninger i dit arbejdsliv kan på sigt medføre stress, udbrændthed og depression.
Derfor er første skridt mod den karriere, som er den rette for dig, at identificere dine værdier. Dine kerneværdier er de personlige behov, som du har for at opnå glæde og trivsel i din karriere og i dit liv. Med den bevidsthed om, hvad det er, som betyder mest for dig i livet, vil det være nemmere for dig at træffe de valg, som er de rette for netop dig. Og ikke mindst forstå, hvorfor du eventuelt har trang til at afprøve nye arbejdsområder, lave et karriereskift eller fordybe dig endnu mere i en specialistrolle.
For at hjælpe dig på vej, får du her en oversigt over de 5 karrieretyper og dernæst de 4 karriereveje. Gå på opdagelse og identificer, hvilke værdier du er drevet af og bliv klogere på dig selv og den rette vej i din karriere.
Læs også: Hvad er værdier
De 5 Karrieretyper
Her får du et indblik i, hvilken karrieretype du er. Om du er Frihedsfuglen, Den tryghedselskende, Idealisten, Iværksætteren eller Livsnyderen. Gå på opdagelse og identificer, hvilken af de 5 karrieretyper du er.
1. Frihedsfuglen
- Du ønsker en karriere, som giver dig frihed til at gøre tingene på din egen måde uden at være begrænset af rammer og regler i virksomheden.
- Du ønsker en karriere, som giver dig mest mulig frihed til selv at vælge dine egne arbejdsopgaver, arbejdstid og selv kunne prioritere din tid.
- Du vil hellere selv sige op end tage et job, der reducerer din selvstændighed og frihed.
2. Den tryghedselskende
- Sikkerhed og tryghed er vigtigere for dig end frihed og selvstændighed.
- Det er vigtigt for dig at blive boende i dit eget område frem for at flytte på grund af nyt arbejde/uddannelse.
- Du trives bedst med struktur og tydeligt definerede opgaver, som du kan planlægge i forvejen.
3. Idealisten
- Det er vigtigt for dig er at bruge dine evner og færdigheder til at hjælpe andre.
- Du ønsker en karriere, der giver dig mulighed for at engagere dig i en vigtig sag, og føle at du gør en forskel.
- Du ønsker en karriere, hvor du kan gøre en forskel. der bidrager til et bedre samfund.
4. Iværksætteren
- Det vigtigste for dig er at kunne skabe eller opbygge noget, som er helt dit eget værk eller din egen ide.
- Du har altid drømt om at starte og opbygge din egen virksomhed og gå selvstændig som freelancekonsulent.
- Du føler størst tilfredsstillelse i dit arbejde, når du kan skabe noget, der er et resultat af dine egne ideer og indsats.
5. Livsnyderen
- Du vil hellere sige din stilling op end at have et arbejde, som går ud over din familie og privatliv.
- Du ønsker en karriere, der giver mulighed for at integrere personlige, familie- og arbejdsmæssige behov.
- Det er vigtigere for dig at skabe ligevægt mellem krav på arbejdet og krav i privatlivet end at opnå en høj lederstilling og kravle op ad karrierestigen.
Læs også: Test dig selv – Er jeg i det rigtige job?
Karriere – De 4 karriereveje
For at hjælpe dig med at få et overblik over hvilken karrierevej, der er den rette for dig, kan denne Karrieremodel hjælpe dig godt på vej. Den vil give dig øget selvindsigt og forståelse af, hvad der motiverer og driver dig, så du målrettet kan gå efter den karrierevej, som er i balance med dine ønsker og behov. Se de 4 karriereveje som en vejviser og en hjælp til at styre dine tanker om, hvem du er, og hvor du gerne vil hen i forhold til uddannelse og karriere. Identificer hvilken karrierevej, der passer bedst til dig.
De 4 karriereveje
1. Karriere – Den Linære
Den lineære karriere er den “klassiske” karrierevej. For den Linære vej er dit fokus at bevæge dig op ad den traditionelle karrierestige. Du er nemlig motiveret af at kunne se mulighederne for at stige op i hierarkiet. For dig er det vigtigt at skabe resultater og have ansvar, formelle beføjelser og magt. Forfremmelser er noget, du stræber efter og gerne så tit som muligt. For dig er succes ensbetydende med at nå højere niveauer med øget ansvar, autoritet og ledelse.
Motivation for karrierevejen:
Prestige, status, resultater, magt, indflydelse og forfremmelse.
Identificerer dig med:
“Jeg gør karriere.”
2. Karriere – Eksperten
For denne karriereretning afgøres karrierevalget en gang for alle – og er rettet mod en bestemt form for beskæftigelse, som for eksempel ingeniør, sygeplejerske, læge, lærer, advokat, revisor, psykolog etc. I ekspertkarrieren har du et stabilt og loyalt engagement til den samme profession, som du fastholder hele arbejdslivet. Du identificerer dig i høj grad med karrierevalget og bliver tilfredsstillet af at kunne fordybe og dygtiggøre dig. Det vigtigste for dig er at mestre færdigheder, viden og arbejdsopgaver og ønsker anerkendelse for din ekspertise.
Motivation for karrierevejen:
At mestre færdigheder, anerkendelse for viden og arbejdsopgaver inden for dit ekspertiseområde, samt sikkerhed og tryghed.
Identificerer dig med:
“Jeg er min karriere.”
3. Karriere – Udvidende
Den udviklende karriere er en karriere, hvor du finder din egen vej gennem forskellige forandringer i arbejdslivet. Typisk i perioder af 5-10 år i hvert job. Din drivkraft bag dine valg i karrieren er at bygge oven på dine tidligere valg for at få ny erfaring og udvikle nye kompetencer. Du motiveres af at være nysgerrig og ønsker at erobre nye vidensområder, hvor du kan bygge på og bruge din eksisterende viden innovativt. Du betragter din karriere som en udviklingsrejse. Udvikling af både dig selv og andre er vigtigt for dig.
Motivation for karrierevejen:
Kreativitet, personlig udvikling, bred viden, involvering og teamwork.
Identificerer dig med:
“Jeg er nysgerrig efter udvikling.”
4. Karriere – Episodisk
Den episodiske karrierevej er den mest forandringsorienterede og mindst traditionelle karrierevej. Karrierevalget medfører hyppige ændringer i arbejdsområder, organisationer og jobs. Typisk i 1-4 års intervaller. Jobskifte kan sagtens ske mellem helt ubeslægtede funktioner. For dig handler det om friheden til at kunne flytte dig efter din øjeblikkelige interesse, hvorfor forandringerne i din karriere er varierede og uafhængige af hinanden. Du er meget fleksibel og omstillingsparat og oplever, at energien ligger i forandringen og uafhængigheden. Variation er ensbetydende med succes. Din karriere er en fri og personlig rejse.
Motivation for karrierevejen:
Frihed, forandring, afveksling, uafhængighed, selvbestemmelse, mobilitet og at netværke.
Identificerer dig med:
“Jeg er bange for at gro fast”
Læs også: Hvilket job passer til mig? Test dig selv
Valg af karriere
Nu skulle du gerne være blevet lidt klogere på, hvilken karrieretype og karrierevej, der passer bedst til dig. Nu er det naturligvis ikke så sort og hvidt. Du er ikke kun én type. Du vil med stor sandsynlighed kunne genkende dig selv i flere. Men nu skulle du gerne have en ide om, hvad der driver og motiverer dig mest i dit arbejdsliv.
Vær dog opmærksom på, at dine værdier kan ændre sig afhængig af, hvilken fase du er i dit liv. Eksempelvis hvis du har stiftet familie og har små børn, vil dine behov med stor sandsynlighed være anderledes end, hvis du ingen børn har, eller når de er flyttet hjemmefra. Det kan påvirke dine prioriteringer i forhold til, hvor højt eller lavt du vægter dit privatliv. Men dine kerneværdier vil fortsat forblive de samme. Uagtet din livssituation er det vigtigt, at du lever i tråd med dine personlige værdier. Vid at der er ingen forkerte karrieretyper eller karriereveje. Der er brug for alle typer på arbejdsmarkedet. Så det vigtigste er, at du er tro mod dig selv.
Din karrieretype og karrierevej kan naturligvis ikke stå alene. At blive endnu mere konkret på din karrierevej handler også om at identificere, hvad du brænder for. Altså hvad din passion er, og hvad dine særlige talenter er – Både dine faglige kompetencer og dine personlige styrker.
Har du brug for professionel hjælp, kan du læse mere om, hvordan du kan blive afklaret i din karriere en gang for alle med karriereafklaring.