Identitet – Hvem er jeg, og hvad vil jeg i mit liv?

Identitet – Hvem er jeg, og hvad vil jeg i mit liv?

Din identitet har stor betydning for dit liv. Din identitet udgør kernen i, hvem du er som individ, hvordan du ser dig selv, og hvordan du interagerer med verden omkring dig. Din identitet er, når du bare er, den du er. Lige så simpelt som det lyder, lige så svært er det for rigtig mange mennesker, hvorfor mange gennem livet spørger sig selv: Hvem er jeg, hvad vil jeg i mit liv, hvor er jeg på vej hen? Det er præcis det, vi i denne artikel dykker ned i, så du kan blive klogere på dig selv og din identitet.

 

Indhold i denne artikel om identitet:

 

Hvad er identitet?

Identitet er ikke bare et abstrakt begreb. Det er fundamentet for, hvem du er som person. Det er mere end blot dit navn, CPR-nummer, køn, uddannelse og jobtitel.
Identitet er en kompleks blanding af dine personlighedstræk, værdier, dine erfaringer, dine relationer og dine drømme. Det er den unikke sammensætning af træk og karakteristika, der gør dig til dig. Din identitet er din personlige signatur. Din personlige identitet handler om, hvem du er som person, dine personlige styrker, dine interesser og værdier. Din personlighed udvikles ud fra en række faktorer, herunder din genetiske arv, din opdragelse, din kulturelle baggrund, dine sociale interaktioner og de begivenheder, du oplever i dit liv.
Det tyder på, at vores særlige personlige karaktertræk er vores kerneidentitet. Dog er vores identitet ikke noget, der er hugget i sten. Den er formbar og påvirkelig af de oplevelser vi gennemgår, og de valg vi træffer gennem hele vores liv.

 

Hvordan opstår vores identitet?

Vores identitet begynder fra den dag, vi bliver født, og fortsætter gennem vores liv. I barndommen begynder vi at danne vores identitet gennem interaktioner med vores familie og miljø. I teenageårene og ungdomsårene udforsker vi forskellige identitetsroller, og eksperimenterer med at finde ud af, hvem vi virkelig er. Som voksen fortsætter denne proces, da vi konstant tilpasser vores identitet ud fra livserfaringer og livsændringer. Livets milepæle såsom uddannelse, karriere, ægteskab, forældreskab og aldring kan alle have en betydelig indflydelse på din selvopfattelse og identitet.

Ved at være opmærksom på de faktorer, der påvirker din identitet, kan du være mere bevidst om dine egne værdier, mål og ønsker, og du kan træffe mere autentiske valg, der er i overensstemmelse med dit sande selv.

 

Tab af identitet

Udfordringen ved ikke at kende din identitet kan påvirke flere områder af dit liv. Her er nogle af de mest typiske udfordringer, mange mennesker oplever:

 

Manglende retning:

Når du ikke kender din egen identitet, kan du føle dig usikker og tvivle på dine ønsker, retning og formål i livet. Identitet fungerer som en guide for vores værdier og prioriteter. Når vi ikke kender vores identitet, kan det være svært at træffe beslutninger, da vi ikke har et solidt fundament at basere dem på, og kan skabe en følelse af stagnation og at være kørt fast i livet.

 

Dårlige relationer:

Identitet er tæt forbundet med vores interaktioner med andre mennesker. Hvis du ikke er sikker på, hvem du er, kan det være svært at opbygge meningsfulde og nære relationer. Din usikkerhed gør det svært at mærke dine behov og turde være åben og kommunikere dine ønsker og følelser tydeligt, hvilket kan resultere i relationer, der er mere overfladiske og distancerede.

 

Lav selvtillid og selvværd:

Uden en klar forståelse af din egen identitet kan din selvtillid og selvværd være svækket. Du føler dig usikker, og mangler tillid til dine evner og din værdi som menneske. Dette kan begrænse dig i mange aspekter af livet og resultere i, at du sidder fast i pleaser-rollen eller lider af impostor syndrom. Lav selvtillid og selvværd forhindrer dig i at leve det liv, du reelt ønsker.

Læs også: 10 tegn på du har pleaser adfærd

 

Intern konflikt:

Manglen på klarhed om din identitet kan føre til intern konflikt og forvirring. Du kan føle dig splittet mellem forskellige roller, forventninger og værdier, hvilket kan forhindre dig i at leve et autentisk og tilfredsstillende liv. Du vil have en tendens til at være ydre styret. Det vil sige, at du prøver at tilpasse dig andre menneskers behov og ønsker for at opnå deres accept og validering. Alt imens du mister dig selv, og dit tomrum inden i bliver større. Dette kan føre til usunde relationer, stress, angst, udbrændthed og depression.

 

Hvorfor er det så svært at finde sin identitet?

Hvorfor er det så svært at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg vil i mit liv? Det er svært, fordi du har et slør af hæmmende overbevisninger, som spænder ben for dig. Et slør, der har skabt overbevisninger, du har med dig fra din opvækst og gennem dit liv. Det forhindrer dig i at mærke dine behov og stå ved dig selv. Det er først, når du får sat lys på de overbevisninger, der holder dig tilbage, at du bliver klar til at slippe dem, så de ikke længere spænder ben for dig.

Det er noget af det, vi mennesker har sværest ved. Vi tror fejlagtigt, at vores overbevisninger er den fulde sandhed. Tværtimod. Det handler om, at vores overbevisninger er de historier, vi har med fra opvæksten. Historier vi ikke har sat spørgsmålstegn ved, da de har skabt en følelse af tryghed. Det er trygt og velkendt, hvorfor vi har svært ved at give slip og vælge en anden overbevisning og historie, som rent faktisk stemmer overens med vores identitet og retning i livet.

 

Du skal yde, før du må nyde

Et eksempel på en klassisk overbevisning er, ”du skal yde, før du må nyde”. Du skal præstere, være arbejdsom, produktiv og effektiv. Dette spænder ben for dig, da du måske vil forbinde det at slappe af med at være doven. Du har måske lært i din opvækst, at du var ”forkert”, når du lyttede til dit behov for at lave noget rart og afslappende. Eller når du lavede noget, som du var passioneret for, fik du måske at vide, at det ikke var seriøst eller ambitiøst nok. Din overbevisning gør, at du har lukket ned for den del af dig, som må lave noget rart, før du har været produktiv. Først der føler du dig fortjent til det. Ellers vil du føle dig forkert og ikke god nok. Men det er jo ikke sandt. Vi som mennesker har alle behov for at slappe af og lave det, der gør, at vi føler os i flow eller passioneret. Vi er ikke maskiner, der skal være produktive hele tiden. Det er disse overbevisninger, som holder dig tilbage fra at være tro mod din identitet – tro mod dine behov og den du er.

Læs også: Bryd dit glasloft og opnå dit fulde potentiale

 

Identitet – Hvem er jeg?

Når du stiller dig selv spørgsmålet, “Hvem er jeg?”, åbner du døren til en rejse ind i din egen eksistens. At blive klogere på dig selv, kræver selvrefleksion og nysgerrighed, så du kan udforske din egen identitet og lære dig selv at kende på et dybere niveau.

At gå på opdagelse i din identitet handler om at forstå dine inderste tanker, følelser og ønsker. Gennem refleksion og introspektion begynder du at afdække lagene i din identitet. Det kræver, at du er ærlig overfor dig selv. Hvad der virkelig betyder noget for dig, og hvad der giver dit liv formål, mening og glæde.

 

For hvert et lag du opdager i dig selv, vil du opleve, at du kommer mere og mere hjem til dig selv.

 

Det at være menneske betyder, at du indeholder mange flere lag, end du måske er bevidst om. Så snart du opdager nye sider af dig selv, vil nye lag vise sig. Det er derfor, at mange mennesker dyrker personlig udvikling resten af livet, når først de er startet. For hvert et lag du opdager i dig selv, vil du opleve, at du kommer mere og mere hjem til dig selv.

For at blive klogere på dig selv, er der ikke en enkelt opskrift, der passer til alle. Vi mennesker er forskellige, hvorfor der er mange måder at gribe det an på. Det kommer helt an på, hvor du er i dit liv. Hvilke udfordringer du oplever, og hvad du har behov for. Men når det er sagt, vil jeg længere nede i denne artikel give dig nogle generelle værktøjer, der virker, og jeg vil give dig eksempler på, hvad der med succes har hjulpet mine klienter til at finde ind til deres identitet, og hvem de er.

 

Dine værdier er din identitets vejviser

For at blive klogere på din identitet skal du forstå dine inderste tanker, følelser og ønsker. Det er her dine værdier kommer ind. Dine værdier er udtryk for det, som er vigtig for dig i dit liv. Dine værdier er en væsentlig del af din identitet, hvad der gør dig unik og autentisk. Dine værdier påvirker din adfærd og de valg og prioriteringer, du træffer i hverdagen. De fungerer som retningslinjer for dine behov, og hvad glæde og succes i livet er for dig.

Problemet opstår, når du ikke er bevidst om dine værdier. Når du ikke lever i tråd med dine personlige værdier, vil du opleve frustration og utilfredshed i dit liv. Det er her, du bliver drænet for energi og mangler overskud. Fordi du ikke er tro mod dig selv. Du lader dine overbevisninger og historie styre din adfærd, som ikke stemmer overens med den, du i virkeligheden er. At få bevidsthed om dine værdier gør det nemmere for dig at se, hvilke overbevisninger som ikke længere gavner dig. Hvilke overbevisninger som holder dig tilbage fra at være tro mod dig selv, og omvendt hvilke personlige værdier, der er i tråd med din identitet.

 

Eksempel på værdier som vejviser til ens identitet

Lad mig komme med et eksempel på en af mine klienter. Michella kontaktede mig, fordi hun gerne ville blive klogere på, hvem hun er, og hvad hun vil. Hun ønskede at lære sine værdier endnu bedre at kende og få større bevidsthed om sin indre drivkraft for at forme en mere meningsfyldt retning i sit liv. Hun er en meget handlekraftig ung kvinde med stor selvindsigt, som allerede har truffet mange beslutninger i livet ud fra sine værdier.

Som 29-årig valgte hun at læse til fysioterapeut i forlængelse med sit job som personlig træner. Et valg der matchede hendes livsstil, som tilfredsstillede hendes behov for udvikling, både personligt og fagligt. Her blev hendes formål i livet tydeligt. Alligevel kunne hun opleve, at tvivlen spændte ben for hende, når hun skulle tage afgørende beslutninger. Ret hurtigt i vores værdiafklaringsforløb fik hun en øget bevidsthed om hendes værdiers indflydelse og påvirkning på hendes liv både positivt og negativt.

 

“Min værdi som person bør ikke kun defineres af mine præstationer”

 

En stor erkendelse for mig har været at erkende det præstationspres, jeg har pålagt mig de sidste 10 år. Jeg har indset, at jeg bliver nødt til at prioritere andre værdier for at bryde med et gammelt adfærdsmønster, da præstation ikke længere er det, jeg ønsker skal være min primære livs-katalysator. Min værdi som person bør ikke kun defineres af mine præstationer,” fortæller Michella.

Denne bevidsthed gjorde, at hun nu kunne identificere de værdier, som skulle støtte hende i at slippe sin gamle overbevisning og leve sit liv i overensstemmelse med sin identitet. At prioritere de ting i sin hverdag, som gjorde hende glad og blive i stand til at træffe valg i livet, der stemmer overens med hendes kerneværdier og identitet. Ikke kun de store livsbeslutninger, men også de små i hverdagen.

 

Identitet – hvad vil jeg i mit liv?

At have klare mål og ambitioner er afgørende for at skabe retning og formål i dit liv. Mål fungerer som en guide, der styrer dine handlinger og beslutninger, og motiverer dig til at stræbe efter større ting. Din identitet spiller en afgørende rolle i fastlæggelsen af dine livsmål og ambitioner. Hvem du er som person – dine værdier, interesser, styrker og svagheder – påvirker de mål, du sætter for dig selv.

Som eksemplet med Michella havde hun en stærk følelse af livsformål. Hendes store interesse inden for personlig træning, krop og sind, er en del af hendes livsstil, som hun har valgt at gøre til sin karrierevej, og hun besluttede sig for at uddanne sig som fysioterapeut, da det er en forlængelse af hendes eksisterende formål. Hun brænder for at hjælpe andre mennesker med det, som harmonerer med hendes identitet, interesse og livsstil.

Vores formål er individuelt fra menneske til menneske. Det afhænger af, hvem vi er, hvad vi har af interesser, og hvordan vi ser os selv og vores plads i verden. Vores identitet er også afgørende for vores valg af uddannelse, karrierevej eller arbejdsliv. Jeg har mange klienter i forløb, som har svært ved at finde ud af, hvad de skal i livet. De er utilfredse med arbejdslivet. De mangler arbejdsglæde, men kan ikke helt sætte en finger på hvorfor, eller hvad de ønsker i deres arbejdsliv. Derfor er mine karriereafklaringsforløb altid funderet i, at mine klienter får kortlagt deres identitet, så de kan se sig selv tydeligere. I et karriereafklaringsforløb får de kortlagt deres personlige styrker, interesser, kompetencer og værdier. Det gør, at de ser den røde tråd og bliver i stand til at se deres livsformål. Deres retning i arbejdslivet. Derfra kan de træffe karrierevalg, der stemmer overens med deres identitet.

Læs også: Alt om karriereafklaringsforløb

 

6 fordele ved at kende din identitet

Som du kan se fra førnævnte eksempler, er der mange fordele ved at kende sin identitet.

 

1. Retning i livet:

At kende din identitet hjælper med at guide dig i beslutninger om uddannelse, karriere, relationer og livsstil, da det giver klarhed over dine værdier, interesser og mål.

 

2. Øget selvtillid:

En stærk forståelse af din identitet kan føre til øget selvtillid og selvværd.  Det skaber en større selvaccept af hele dig og dine egne styrker og svagheder. Du føler dig mere tilfreds, både med dig selv og dit liv.

 

3. Bedre relationer:

Når du kender din identitet, er det lettere at etablere og opretholde sunde relationer, da du er mere autentisk og i stand til at kommunikere tydeligt om dine behov, holdninger og ønsker.

 

4. Grænsesætning:

En stærk identitet hjælper dig med at stå op for dig selv, og gør det nemmere at sætte dine personlige grænser – både arbejdsmæssigt og i privatlivet. Du bliver mere resilient, hvilket gør dig i stand til at takle udfordringer med mere selvsikkerhed og ro, så du undgår at blive stresset og udbrændt.

Læs også: Sådan sætter du dine personlige grænser

 

5. Formål og mening:

At kende din identitet giver dig en dybere følelse af formål og mening i livet. Du forstår dit bidrag i verden, og ved, hvad du er passioneret for, og hvad der virkelig betyder noget for dig.

 

6. Træffe beslutninger:

En klar forståelse af din identitet gør det lettere for dig at træffe beslutninger. Du har et solidt fundament at basere dem på, og du kan prioritere efter dine egne værdier og mål. Samlet set vil kendskabet til din identitet føre til øget tilfredshed og lykke. Du lever et liv, der er autentisk og meningsfuldt for dig selv.

Læs også: Skillevej i livet – træf den rette beslutning

 

Identitet – hvor er jeg på vej hen?

Første skridt til at blive klogere på, hvad du vil med dit liv, og hvor du er på vej hen, er at stoppe op og finde ud af, hvem du er. At finde din identitet i din nuværende fase i livet. Dette kan være enormt udfordrende, da der er så meget støj i hverdagen. Støj, der begrænser dig i at mærke efter. Mærke dig selv. Mærke dine behov. Mærke dine drømme og længsler.

Derfor begynder denne rejse med, at du skal udforske din indre verden gennem ro og selvrefleksion. Værktøjer, du har lige ved hånden, som du altid har adgang til. Men det kræver, at du træffer et bevidst valg om, at du ønsker at lære dig selv bedre at kende. Så snart du starter denne rejse, vil du langsomt begynde at opdage din indre styrke og selvværd. Dette giver dig mod til at udfordre dig selv til at være mere autentisk. Fra hvert et skridt du tager, vil du vokse som individ.

 

Øvelser – Find din identitet

Her er nogle værktøjer til at udforske din egen identitet. De kan hjælpe dig til at udforske din indre verden, så du bliver klogere på dig selv.

 

1. Mindfulness

Ved at være til stede i øjeblikket og være opmærksom på dine tanker, følelser og kropslige fornemmelser, kan du lære dig selv og din intuition bedre at kende. Det vil over tid gøre det nemmere for dig at stole på dig selv og din intuition, så du kan komme i kontakt med dit autentiske jeg – din identitet.

 

2. Refleksionstid

Sæt tid af til at reflektere regelmæssigt over dine erfaringer, følelser og mål. Dette kan gøres gennem dagbogsskrivning, meditation, grounding-øvelser, mindfulness eller bare stille refleksionstid. Det er vigtigt at prioritere alenetid, så du kan skabe plads til dit indre liv. Hvis du ikke kan finde ro derhjemme, så gå eventuelt en tur eller tag bilen eller cyklen og kør en tur. Her er en grounding-øvelse, du kan afprøve.

 

3. Taknemmelighed

Ved at dyrke taknemmelighed bliver du klogere på, hvad der betyder noget for dig i livet. Hvad der gør dig glad, begejstret eller giver dig en lykkefølelse. At dyrke taknemmelighedsøvelser hver dag, vil hjælpe dig til at blive klogere på dig selv og din identitet.

 

4. Værdier

At blive fortrolig med dine værdier er den bedste gave, du kan give dig selv. Dine værdier er din gps i livet. Når du ved, hvilke behov du har – hvad din opskrift på glæde i livet er, kan du bruge dine værdier til altid at træffe de rette beslutninger. Værdier er ikke blot ord. Det handler om at have klarhed over, hvorfor de værdier du har, er vigtige for dig. Hvilke behov og følelser der ligger bag, som du har behov for at få opfyldt.

Læs også: Bliv klogere på din identitet med et værdiafklaringsforløb

 

Det handler om at turde give slip

Når du begynder rejsen ind i dig for at finde din identitet, vil du se, at du har overbevisninger, som strider imod den, du i virkeligheden er. Overbevisninger er ikke kun dem, vi har med fra vores barndom. Det er også dem, vi skaber ud fra de oplevelser, vi har gennem livet. Overbevisninger er den værdi, du tillægger din historie og oplevelser. Overbevisninger og historier bremser dig i at være, den du er. De holder dig tilbage i livet, og medfører utilfredshed, frustrationer og tvivl i hverdagen. Historier du fortæller dig selv, der ikke længere gavner dig, er dem, du skal give slip på.

Lad mig forklare på en anden måde. Forestil dig, at du har en kuglepen i din hånd. Hvor svært er det for dig at give slip på en kuglepen? Nu vil du sikkert tænke, det er da ikke noget problem. Det er bare at give slip.

Så forestil dig nu, at denne kuglepen har en historie. Du har fået kuglepennen fra din bedstefar. Denne kuglepen brugte han til at skrive lange breve til dig, da du var barn. Du husker også, hvordan han sad ved sit skrivebord med denne kuglepen, og skrev i sine notesbøger, når du var på besøg. Da din bedstefar lå for døden, sagde han til dig, at han gerne vil have, at du skulle overtage kuglepennen.

 

Hvor svært er det for dig at give slip på denne kuglepen nu?

Det er pludseligt ikke så let at give slip, fordi du pludselig har en historie tilknyttet denne kuglepen. Det er præcis den samme kuglepen. Forskellen er blot, at du har tillagt kuglepennen en særlig historie, hvorfor den nu pludselig har en værdi, der hæmmer dig i at give slip. Det er præcis det samme med alt andet i vores liv. Alt i vores liv er sådan set kun fakta. Det er os selv, der tillægger alt, hvad der sker i vores liv en historie og værdi.

Når vi ikke tør stå ved vores identitet – vores følelser, behov og ønsker, handler det om, at vi har tillagt hændelser igennem livet en specifik historie og overbevisning. Så snart du får kastet lys på de overbevisninger, historier og mønstre, du har med dig, bliver det meget nemmere at slippe det, som ikke længere gavner dig til at være tro mod din identitet, værdier og ønsker i livet.

Hvordan vil det være at være dig, hvis du turde slippe alle de overbevisninger, der ikke længere gavner dig?

 

At finde din identitet er en rejse

At finde din identitet og svare på spørgsmålene “hvem er jeg”, og “hvad vil jeg i mit liv”, sker gennem selvrefleksion. Det er, når du begynder at dykke ned og lytte til dine følelser og behov, at du kan afdække dine værdier, interesser og mål.

Uanset hvor du er i dit liv, kan din identitet blive mere tydelig for dig, og er afgørende for din personlige udvikling, trivsel og glæde. At dykke lag dybere i at finde ud af hvem du er, giver dig en mulighed for at skabe og bevare meningsfulde relationer, forfølge dine mål og leve et autentisk liv.

At finde din identitet er ikke kun en enkeltstående handling, men en kontinuerlig proces gennem livet. Det er en rejse, der kræver tålmodighed, åbenhed og selvkærlighed. Men rejsen begynder med dig. Du har altid et valg. Et valg om at leve et liv med autenticitet og integritet, der stemmer overens med din identitet. Det er, når du er tro mod dig selv, du kan forme dit liv med øget glæde, mening og livskvalitet.

 

Har du brug for hjælp til at blive klogere på din identitet og værdier?

Få en 15 min. GRATIS uforpligtende afklaringssamtale, hvor vi tager en snak om din situation, og hvordan jeg som coach kan hjælpe dig.
Læs også:

10 tegn på det er tid til karriereskift

Læs også:

Jeg er ikke glad mere - gode råd til mere livsglæde

FIND DRØMMEJOBBET MED 6 SIMPLE TRIN

Guiden er nu på vej i din indbakke!